Post by willow on Jan 21, 2006 14:32:28 GMT 1
Navn: Willow Carter
Alder: 18
Race: Menneske
Personlighed: Willow er en munter person, om end på en dyster måde. Hun ses ikke så tit, da hun for det meste gemme sig oppe i sin lejlighed. Hun har en tendens til at dukke op på de mystiske tidspunkter. Ofte sniger hun sig om bag folk, og kommer med en lille, syrlig kommentar. Willow elsker at vedhæfte forskellige øgenavne til folk. Alt efter hvad hun synes om personen, kan man komme til at hedde Fessor, Sugar og lignende. Dette skyldes hendes lidt humoristiske indgangsvinkel til hele samfundet. Hun vil gerne sætte lidt krydderi på hverdagen. En gang imellem kan hendes dag såmænd være vellykket, hvis hun har fået en til at smile. Eller gjort en virkelig irriteret.
Hun ejer en stor afsky for sværd og andre våben. Undtagen pistoler. Hun bryder sig ikke om at komme i nærkontakt med folk, og pløkker dem derfor ned på afstand. Slås imod dem? Det er da barbarisk.
Willow kan være en anelse kynisk, og kan virke ret kold. Men dette er kun en facade. Willow har et hjerte af guld, selvom du engang imellem må grave ret dybt for at finde det. Hun påstår selv, at sådan bliver du efter for mange år i en sindssyg krydsild mellem to overlegne racer.
For det meste finder Willow det punkt i sig selv, hvor ro hersker. Hun har en forbløffende evne til at fordybe sig i ting, og kan bruge lang tid på at studere en lille detalje. Når hun er i denne farce, er hun helt stille. Dog skal man ikke tage fejl. Hun er stadig meget årvågen.
Udseende: Willow er omkring de 176 høj. Hun er normalt bygget, dog med veldrejede former. Hun er slank, da hun sørger for at træne en anelse.
Hendes hår er kul-sort. Panndehåret er pjusket og langt i den ene side. I den anden har det normalt længde. Det skærmer for hendes venstre øje. Håret er bagtil sat op i en hestehale, som dele sig i fire, flyvske slanger. De hænger for det meste lige ned, da hun har sat små sølv ringe fast til dem. Men i kraftig vind spredes de. Hun har et sort tørklæde bunden om hovedet.
Hendes øjne er ret specielle. Det ene er gult, med en katteagtig pupil. Det andet blåt. ( Forklaring følger i baggrundshistorie) Hun bærer for det meste spejlglas solbriller med sort stel.
Hun har en sort rullekravesweater på og almindelige cowboybukser med svaj for neden. Cowboybukserne har nogle få broderier af sølvtråde ved kanterne. De danner tegnene for Alpha og omega. Hun har et par sorte lædersko, med en lille hæl.
Hun bærer et orange, laksefarvet sjal. Inde under rullekravetrøjen bærer hun et kors.
Selvfølgelig har en et sort bælte, hvori hendes pistoler sidder.
Til sidst bærer hun en lang, sort regnfrakke. Den går til hendes knæ.
Bopæl: Bingley Road, første sal i midten.
Klan: Ingen tilknytning til nogen som helst klan.
Baggrundshistorie: Willow opvoksede hos en adelig familie ude på landet. Denne familie havde overlevet mange generationer, fordi de havde samarbejdet med vampyrerne under de værste opstande.
Familien var kendt for at være usædvanlig god med et sværd. En egenskab som Willow selvfølgelig skulle følge efter.
Derfor på sin femårsfødselsdag fik Willow udleveret et sværd, og blev kommanderet op i øvelses rummene sammen med hendes trænere. De var to. En vampyr, som havde en vis tilknytning til familien og usædvanlig god med et sværd, og hendes onkel.
Willow startede selvfølgelig med de simple øvelse, som træning af arme og fingre. Det viste sig dog hurtigt at Willow ikke havde et videre talent for sværdhåndværket. Dog slog det ikke nogle synderligt ud, da Willow ikke var så gammel endnu, og håndværket stadig kunne læres. Willow blev 10 år, og hun var rent ud sagt elendig. Hun tabte sværdet, og kunne ikke udfører de simpleste angreb. Hun brugte al sin tid i biblioteket, hvor hun fordybede sig i historie, matematik og samfundskritik. Hendes huslærere var yderst tilfredse.
En dag under træningen blev onkelen så rasende, at han mistede besindelsen. Uden at tænke sig om, gennemtævede han Willow med den flade side af sit sværd. Råbende som en vanvittig og med fråden ud af munden. Vampyren gjorde intet for at stoppe ham. De adelig forpligtelser var strenge, og man skulle gøre sig fortjent til sin plads i hierarkiet. Mennesker var svage. De skulle gøres hårde.
Desværre så Willows far ikke sagen helt på samme måde. Det lykkedes ham at få onkelen udvist af familien. Vampyren blev der ikke gjort noget ved. Ingen ville skabe unødvendige problemer.
Efter dette var Willow blevet meget bange for sværd. Der gik lang tid, før hun overhovedet kunne træde ind i våbensalen igen. Samtidig nærede hun ikke længere nogen synderlig form for tiltro til vampyrer. For hende var de kolde væsener.
Willow blev ikke tvunget til at bruge sværd igen. Men resten af familien begyndte at danne en vis form for afsky. Hun kunne ikke bruge et sværd. Hvilken skamplet for familien. Der blev hvisket i krogene. Willow blev ignoreret.
Efterhånden begyndte Willow at strejfe omkring. Hun lærte hvordan mennesker ikke blev regnet for meget. Hun lærte om varulvene og vampyrernes indbyrdes kampe. Hun lærte om sin egen ubetydelighed. Rejserne blev længere og længere. Dage, uger.
En dag mødte hun en ung mand. Måske var han ikke ung. Men varulv var han. Willow avde som lille fået indarbejdet at varulve var forkerte. Men alligevel dannedes der et venskab imellem de to. Han var såret. Nogle havde skudt sølv på ham. Willow hjalp ham, for efterhånden var alt hvad hendes familie stod for, blevet forkert i hendes tanker.
En dag spurgte varulven hende, hvorfor hun ingen våben bar. Hun var et menneske, uden nogen chance for at overleve uden. Willow begyndte at græde, og fortalte ham alt. Alt det, hun havde hold for sig selv. Varulven troede. At han måske havde det rigtige våben til hende. Som tak for venskabet gav han hende to pistoler og bad hende om at bruge dem. Hun har dem stadig i dag.
Han døde kort efter. Slået ihjel af sine egne, fordi han var blevet venner med et menneske. Willow vendte fortabt hjem, og påbegyndte sin træning. Måske var det tabet over vennen. Måske var det fordi, pistolerne var hendes egne. I hvert fald lærte hun hurtigt at mestre dem, og blev fremragende med et skydevåben.
Det skete en vinter, at krigen mod varulvene tilspidsedes. Den vampyrfamilie, Willows familie samarbejde med havde brug for forstærkning i dæmonisk forstand. De skulle bare lige bruge et offer. Willows familie fik en glimrende ide. Hun var blevet sært indelukket på det sidste. Enten trænede hun med sine pistoler, eller også stirrede hun bare ud af vinduet. De fleste var faktisk sikre på, at hun var sindssyg. Hendes gode karakterer ændrede ikke deres mening. De mente i hvert fald, at Willow kunne undværes og var derfor den perfekte værtskrop for en dæmon.
Willow skulle altså på sin 15 års fødselsdags gives som gave. Hun blev transporteret til et stort landssted, hvor de ville udfører ceremonien.
Alt gik som planlagt. Willow blev besat. Hun husker det som, at hendes egen identitet forsvandt, og at hun endte i sit stille jeg. Der hvor alt var ro. Men et eller andet fik Willow til at kæmpe imod. Hun ville ikke forsvinde. Hun ville leve. Det umulige skete. Willow undslap dæmonens greb. Dog har hun stadig et gult øje som minde om begivenheden. Rystet vågnede hun op i Londons mørke gader, uden nogen minder fra sin tid som dæmon. Hun så sig selv. Med et blodfyldt lig i hænderne. Hun flygtede, men hun vidste ikke hvorhen. Intet havde hun tilbage.
Der gik et stykke tid, før Willow begyndte at kunne tænke klart igen. Hun bestemte sig for, at lade fortiden være fortid, og i stedet bekymre sig om hvad der skulle ske nu. Det eneste hun ønskede, var at finde sig selv, og hvorfor hun eksisterede. Et eller andet måtte hendes liv kunne bruges til.
Hun trak sig tilbage i en lejlighed, hvor hun sørgede for at træne hver dag. Bare lidt, for at holde sig i form. Efter et stykke tid begyndte hun at bevæge sig rundt i Londons gader, hvor hun trænede sin skydning.
Der hersker tvivl om Willow er god eller ond. Eller hvilken side hun egentlig hælder til. Hun ønsker ingen åbne konfrontationer, men kan godt finde på at blande sig. Hvad der får hende til det, er der ingen der ved. Ikke engang hende selv.
Hun bruger sine dage på at hjælpe sårede, og få dem til hospitalet. Hendes eneste mål i livet, er at finde ud af ondt og godt er. Hun forstår ikke længere disse begreber. Hun er ikke længere bange for døden.
Forhold: Hendes familie er ret stor. Hun har fem søskende, tre drenge og to piger. Hendes far og mor. Adskillige onkler, tanter, mostre, nevøer og kusiner. Men hun ar helt afskrevet den, og anser dem ikke længere som hendes familie. De er fremmede.
Willow har ingen venner, men det skal nok komme. Hun har intet forhold, da hun ikke forstår kærlighed.
Hun er endt som dusørjæger.
Våben: To pistoler.
Magi: Willow kan ikke bruge magi.
Evner:
0/10 system.
Styrke: 5
Intelligens: 7
Smidighed: 6
Hurtighed: 7
Færdigheder med sværd: 0
Færdigheder med skydevåben: 10
Færdigheder i almen kampsport: 0
Færdigheder med andre våben: 0
Alder: 18
Race: Menneske
Personlighed: Willow er en munter person, om end på en dyster måde. Hun ses ikke så tit, da hun for det meste gemme sig oppe i sin lejlighed. Hun har en tendens til at dukke op på de mystiske tidspunkter. Ofte sniger hun sig om bag folk, og kommer med en lille, syrlig kommentar. Willow elsker at vedhæfte forskellige øgenavne til folk. Alt efter hvad hun synes om personen, kan man komme til at hedde Fessor, Sugar og lignende. Dette skyldes hendes lidt humoristiske indgangsvinkel til hele samfundet. Hun vil gerne sætte lidt krydderi på hverdagen. En gang imellem kan hendes dag såmænd være vellykket, hvis hun har fået en til at smile. Eller gjort en virkelig irriteret.
Hun ejer en stor afsky for sværd og andre våben. Undtagen pistoler. Hun bryder sig ikke om at komme i nærkontakt med folk, og pløkker dem derfor ned på afstand. Slås imod dem? Det er da barbarisk.
Willow kan være en anelse kynisk, og kan virke ret kold. Men dette er kun en facade. Willow har et hjerte af guld, selvom du engang imellem må grave ret dybt for at finde det. Hun påstår selv, at sådan bliver du efter for mange år i en sindssyg krydsild mellem to overlegne racer.
For det meste finder Willow det punkt i sig selv, hvor ro hersker. Hun har en forbløffende evne til at fordybe sig i ting, og kan bruge lang tid på at studere en lille detalje. Når hun er i denne farce, er hun helt stille. Dog skal man ikke tage fejl. Hun er stadig meget årvågen.
Udseende: Willow er omkring de 176 høj. Hun er normalt bygget, dog med veldrejede former. Hun er slank, da hun sørger for at træne en anelse.
Hendes hår er kul-sort. Panndehåret er pjusket og langt i den ene side. I den anden har det normalt længde. Det skærmer for hendes venstre øje. Håret er bagtil sat op i en hestehale, som dele sig i fire, flyvske slanger. De hænger for det meste lige ned, da hun har sat små sølv ringe fast til dem. Men i kraftig vind spredes de. Hun har et sort tørklæde bunden om hovedet.
Hendes øjne er ret specielle. Det ene er gult, med en katteagtig pupil. Det andet blåt. ( Forklaring følger i baggrundshistorie) Hun bærer for det meste spejlglas solbriller med sort stel.
Hun har en sort rullekravesweater på og almindelige cowboybukser med svaj for neden. Cowboybukserne har nogle få broderier af sølvtråde ved kanterne. De danner tegnene for Alpha og omega. Hun har et par sorte lædersko, med en lille hæl.
Hun bærer et orange, laksefarvet sjal. Inde under rullekravetrøjen bærer hun et kors.
Selvfølgelig har en et sort bælte, hvori hendes pistoler sidder.
Til sidst bærer hun en lang, sort regnfrakke. Den går til hendes knæ.
Bopæl: Bingley Road, første sal i midten.
Klan: Ingen tilknytning til nogen som helst klan.
Baggrundshistorie: Willow opvoksede hos en adelig familie ude på landet. Denne familie havde overlevet mange generationer, fordi de havde samarbejdet med vampyrerne under de værste opstande.
Familien var kendt for at være usædvanlig god med et sværd. En egenskab som Willow selvfølgelig skulle følge efter.
Derfor på sin femårsfødselsdag fik Willow udleveret et sværd, og blev kommanderet op i øvelses rummene sammen med hendes trænere. De var to. En vampyr, som havde en vis tilknytning til familien og usædvanlig god med et sværd, og hendes onkel.
Willow startede selvfølgelig med de simple øvelse, som træning af arme og fingre. Det viste sig dog hurtigt at Willow ikke havde et videre talent for sværdhåndværket. Dog slog det ikke nogle synderligt ud, da Willow ikke var så gammel endnu, og håndværket stadig kunne læres. Willow blev 10 år, og hun var rent ud sagt elendig. Hun tabte sværdet, og kunne ikke udfører de simpleste angreb. Hun brugte al sin tid i biblioteket, hvor hun fordybede sig i historie, matematik og samfundskritik. Hendes huslærere var yderst tilfredse.
En dag under træningen blev onkelen så rasende, at han mistede besindelsen. Uden at tænke sig om, gennemtævede han Willow med den flade side af sit sværd. Råbende som en vanvittig og med fråden ud af munden. Vampyren gjorde intet for at stoppe ham. De adelig forpligtelser var strenge, og man skulle gøre sig fortjent til sin plads i hierarkiet. Mennesker var svage. De skulle gøres hårde.
Desværre så Willows far ikke sagen helt på samme måde. Det lykkedes ham at få onkelen udvist af familien. Vampyren blev der ikke gjort noget ved. Ingen ville skabe unødvendige problemer.
Efter dette var Willow blevet meget bange for sværd. Der gik lang tid, før hun overhovedet kunne træde ind i våbensalen igen. Samtidig nærede hun ikke længere nogen synderlig form for tiltro til vampyrer. For hende var de kolde væsener.
Willow blev ikke tvunget til at bruge sværd igen. Men resten af familien begyndte at danne en vis form for afsky. Hun kunne ikke bruge et sværd. Hvilken skamplet for familien. Der blev hvisket i krogene. Willow blev ignoreret.
Efterhånden begyndte Willow at strejfe omkring. Hun lærte hvordan mennesker ikke blev regnet for meget. Hun lærte om varulvene og vampyrernes indbyrdes kampe. Hun lærte om sin egen ubetydelighed. Rejserne blev længere og længere. Dage, uger.
En dag mødte hun en ung mand. Måske var han ikke ung. Men varulv var han. Willow avde som lille fået indarbejdet at varulve var forkerte. Men alligevel dannedes der et venskab imellem de to. Han var såret. Nogle havde skudt sølv på ham. Willow hjalp ham, for efterhånden var alt hvad hendes familie stod for, blevet forkert i hendes tanker.
En dag spurgte varulven hende, hvorfor hun ingen våben bar. Hun var et menneske, uden nogen chance for at overleve uden. Willow begyndte at græde, og fortalte ham alt. Alt det, hun havde hold for sig selv. Varulven troede. At han måske havde det rigtige våben til hende. Som tak for venskabet gav han hende to pistoler og bad hende om at bruge dem. Hun har dem stadig i dag.
Han døde kort efter. Slået ihjel af sine egne, fordi han var blevet venner med et menneske. Willow vendte fortabt hjem, og påbegyndte sin træning. Måske var det tabet over vennen. Måske var det fordi, pistolerne var hendes egne. I hvert fald lærte hun hurtigt at mestre dem, og blev fremragende med et skydevåben.
Det skete en vinter, at krigen mod varulvene tilspidsedes. Den vampyrfamilie, Willows familie samarbejde med havde brug for forstærkning i dæmonisk forstand. De skulle bare lige bruge et offer. Willows familie fik en glimrende ide. Hun var blevet sært indelukket på det sidste. Enten trænede hun med sine pistoler, eller også stirrede hun bare ud af vinduet. De fleste var faktisk sikre på, at hun var sindssyg. Hendes gode karakterer ændrede ikke deres mening. De mente i hvert fald, at Willow kunne undværes og var derfor den perfekte værtskrop for en dæmon.
Willow skulle altså på sin 15 års fødselsdags gives som gave. Hun blev transporteret til et stort landssted, hvor de ville udfører ceremonien.
Alt gik som planlagt. Willow blev besat. Hun husker det som, at hendes egen identitet forsvandt, og at hun endte i sit stille jeg. Der hvor alt var ro. Men et eller andet fik Willow til at kæmpe imod. Hun ville ikke forsvinde. Hun ville leve. Det umulige skete. Willow undslap dæmonens greb. Dog har hun stadig et gult øje som minde om begivenheden. Rystet vågnede hun op i Londons mørke gader, uden nogen minder fra sin tid som dæmon. Hun så sig selv. Med et blodfyldt lig i hænderne. Hun flygtede, men hun vidste ikke hvorhen. Intet havde hun tilbage.
Der gik et stykke tid, før Willow begyndte at kunne tænke klart igen. Hun bestemte sig for, at lade fortiden være fortid, og i stedet bekymre sig om hvad der skulle ske nu. Det eneste hun ønskede, var at finde sig selv, og hvorfor hun eksisterede. Et eller andet måtte hendes liv kunne bruges til.
Hun trak sig tilbage i en lejlighed, hvor hun sørgede for at træne hver dag. Bare lidt, for at holde sig i form. Efter et stykke tid begyndte hun at bevæge sig rundt i Londons gader, hvor hun trænede sin skydning.
Der hersker tvivl om Willow er god eller ond. Eller hvilken side hun egentlig hælder til. Hun ønsker ingen åbne konfrontationer, men kan godt finde på at blande sig. Hvad der får hende til det, er der ingen der ved. Ikke engang hende selv.
Hun bruger sine dage på at hjælpe sårede, og få dem til hospitalet. Hendes eneste mål i livet, er at finde ud af ondt og godt er. Hun forstår ikke længere disse begreber. Hun er ikke længere bange for døden.
Forhold: Hendes familie er ret stor. Hun har fem søskende, tre drenge og to piger. Hendes far og mor. Adskillige onkler, tanter, mostre, nevøer og kusiner. Men hun ar helt afskrevet den, og anser dem ikke længere som hendes familie. De er fremmede.
Willow har ingen venner, men det skal nok komme. Hun har intet forhold, da hun ikke forstår kærlighed.
Hun er endt som dusørjæger.
Våben: To pistoler.
Magi: Willow kan ikke bruge magi.
Evner:
0/10 system.
Styrke: 5
Intelligens: 7
Smidighed: 6
Hurtighed: 7
Færdigheder med sværd: 0
Færdigheder med skydevåben: 10
Færdigheder i almen kampsport: 0
Færdigheder med andre våben: 0
